Fredag eftermiddag dansk tid frigives Facebook-aktierne på Nasdaq i New York i den største børsnotering nogensinde fra USA's højteknologiske hovedsæde Silicon Valley.
Hvordan er det sociale netværk vokset fra et fællesskab mellem fire kammerater på et kollegieværelse til et verdensomspændende børsnoteret foretagende?
* I januar 2004 begynder den 19-årige Mark Zuckerberg at danne et online-netværk, som han lancerer på Harvard-universitetet med klassekammeraterne Chris Hughes, Eduardo Saverin og Dustin Moskovitz.
* Allerede i maj samme flytter Mark Zuckerberg forretningen ud af kollegieværelset og ind i et lejet hus i Silicon Valley, hjemsted for tusindvis af højteknologiske firmaer, i Californien.
Han beslutter at droppe sin uddannelse på Harvard ved den amerikanske vestkyst.
* De første to år er Facebook kun tilgængeligt for college-netværk og high schools i USA.
* I februar 2006 forsøger Viacom at købe Facebook for 1,5 milliarder dollar - cirka 8,75 milliarder kroner.
* I september 2006 åbner Facebook for alle og enhver, som vil have en profil.
Ved udgangen af 2006 har 12 millioner personer en profil på netværket. I 2007 vokser medlemstallet til 58 millioner brugere.
* I april 2008 overtager Facebook MySpaces førsteplads som det mest populære sociale netværk i verden. I august samme år runder medlemstallet 100 millioner.
* "Like"-knappen bliver introduceret i februar 2009.
Kort efter lancerer Facebook den første mobilapplikation, der tillader Facebook-brugere at tjekke sidste nyt på deres smartphones.
* Fra 2009 til 2011 stiger medlemstallet fra 145 millioner brugere til 390 millioner. Blandt andre Lady Gaga og den amerikanske præsident Barack Obama taler varmt om netværket.
* I maj 2012 er 900 millioner mennesker medlemmer af Facebook, som vurderes til at være 104 milliarder dollar værd og bliver børsnoteret.
(Kilder: dpa og AFP)