Det fyger med hårde ord i EU-Parlamentet mod den amerikanske præsident, Donald Trump, og hans beslutning om trække USA ud af klimaaftalen fra Paris.
Onsdag diskuterer parlamentet den amerikanske beslutning, som de konservative kalder "amerikansk egoisme", og den liberale Alde-gruppe opfatter som "totalt uansvarlig".
Også hos socialdemokraterne er der hovedrysten over for den amerikanske præsident.
- Jeg troede ikke, der kunne være nogen værre end Bush. Men på en eller anden måde er vi gået fra slemt til det værste. Nu er det op til os at være progressive, lyder det fra formanden for socialdemokraterne i parlamentet, Gianni Pitella.
Den fælles front var dog ikke helt den samme ved en tidligere klimadebat tirsdag. Her blev det diskuteret, hvordan landene konkret skal leve op til Parisaftalen.
Parlamentarikere slog på tromme for "fleksible krav", der kan gøre det nemmere for landene selv at beslutte, hvilke sektorer der skal reduceres.
En fleksibilitet som af de grønne og skeptiske partier kaldes en kattelem for de lande, der ikke ønsker at gennemføre store reduktioner.
Den socialdemokratiske EU-parlamentariker Christel Schaldemose er blandt dem, der har kæmpet for en fleksibel aftale. Men også hun frygter, at den kan blive brugt til at omgå reduktionskrav.
- Disse fleksibilitetsmekanismer skal være ordentlige, og ikke noget man bruger for at undgå at levere varen, og det er lidt det, jeg frygter, siger hun.
Samtidig mener hun, at der i aftalen er for store uretfærdigheder, når det kommer til, hvordan landene kan leve op til krav om reduktioner.
Eksempelvis kan lande med meget skov - som Polen - nå næsten hele deres reduktionsmål, alene hvis de bibeholder deres skove.
- Danmark risikerer at skulle give rigtig meget ekstra ud over, hvad vi allerede har leveret. Mens der er nogle lande, der slipper helt for at gøre noget, bare fordi de har en masse skov, siger hun.
Onsdag har et flertal i EU-Parlamentet vedtaget et aftaleudkast til implementeringen af Parisaftalen i EU-landene.
I aftalen er et overordnet mål om, at EU-landene tilsammen skal have reduceret udledningen af CO2 med 40 procent i 2030 i forhold til niveauet i 1990.
/ritzau/