EU-Parlamentets formand, den tyske socialdemokrat Martin Schulz, melder sig i koret, der mandag aften reagerer skarpt og hurtigt efter den kontroversielle forfatningsændring, det ungarske parlament har vedtaget.
- Jeg beklager, at det ungarske parlament i dag har vedtaget en forfatningsændring trods alvorlige bekymringer for, at den kan svække de demokratiske standarder i landet.
- Jeg er ikke den eneste, der er bekymret over forfatningsændringen og dens mulige negative følger for retsstaten og respekten for grundlæggende rettigheder, siger Schulz i en pressemeddelelse.
Parlamentsformanden siger, at han er skuffet over, at premierminister Viktor Orbán ikke har lyttet til hans opfordring om at vente med afstemningen, til Venedigkommissionen under Europarådet havde haft lejlighed til at vurdere sagen.
Schulz siger, at han nu afventer EU-Kommissionens og Europarådets nærmere analyse af forfatningsændringerne. Og han minder om, at det ikke er første gang, det øvrige EU har været bekymret over demokratiets tilstand i Ungarn.
- Ethvert medlemsland i EU må leve op til de europæiske love og standarder. Det lovede premierminister Orbán Europaparlamentet sidste år. Og premierminister Orbán afgav samme løfte i et brev, han sendte til mig i fredags, skriver Schulz.
/ritzau/