For præcis et år siden var F.C. København seks point foran F.C.Midtjylland og hele 13 point foran AaB. Der var desuden kæmpe klasseforskel på F.C. København og de andre, og den eneste spænding i toppen af Superligaen gik på, hvor mange spillerunder før sæsonafslutningen medaljerne skulle hænges om halsen på københavnerne.
Sådan ser det ikke ud i dag: FCK ligger ganske vist i toppen af tabellen, som de plejer, men der ligger så sandelig også jyderne fra AaB og F.C. Midtjylland.
Og det er vel at mærke ikke bare på grund af tilfældigheder, at der er trængt i toppen af ligaen.
AaB har efterhånden længe spillet som et værdigt tophold, hvilket de også har bevidst i de europæiske kampe, og som kampen på SAS Arena mellem Midtjylland og København med al tydelighed viste, er også Midtjylland tilsyneladende klar til at forbedre sidste års andenplads i Superligaen.
Ja, ok, det er meget muligt, at F.C. København i det lange løb - over 33 kampe - vil trække fra, som holdet har gjort de sidste par år.
Men her og nu lyver tabellen som bekendt ikke: Hvor der før var københavnsk enevælde i toppen af dansk fodbold, så er der nu tre hold, der skal slås om tronen.
Det ligner et magtskifte. Et lille et, hvor i hvert fald en del af fodboldmagten er rykket vestpå. Dermed kan man - indtil videre - aflyse bekymringen om, at vi var på vej mod tidligere tiders norske tilstande, hvor en enkelt klub - Rosenborg - herskede over det hele. Det giver spænding i dansk topfodbold.