Tour de France er i gang, og derfor snakkes der igen om, hvorvidt cykelrytterne har taget epo.
Men selvom epo er ulovligt og farligt, så kan dopingmidlet måske i fremtiden være en del af en effektiv slankekur.
Forsøg med mus tyder nemlig på, at epo slanker, skriver videnskab.dk.
Forsøgene viser, at mus, der får en fed kost, der svarer til junkfood til mennesker, tager meget lidt på, hvis de samtidig får epo.
Mens musene, der ikke var dopede, tog 60 procent på i vægt, så var der kun en 30 procents forøgelse hos de dopede.
Hvorvidt epo bliver den nye slankemiddel afhænger af, om det kan gøres ufarligt for mennesker. Som det er nu, er der stor risiko for blodpropper, hvis man tager midlet.
"Udfordringen bliver at lave en kunstig udgave af epo-molekylet, så det mister evnen til at få de røde blodlegemer til at eksplodere i vækst. Vel og mærke uden, at det går ud over epos evne til at øge fedtforbrændingen," siger ph.d. Pernille Højman, der har stået i spidsen for undersøgelsen og arbejder på Center for Inflammation og Metabolisme på Rigshospitalet under Københavns Universitet.