En nu dømt arbejdsgiver undlod at opgive omsætning baseret på brug af sort arbejdskraft.
Han skylder således staten over seks millioner kroner, og er både i byretten og Østre Landsret idømt halvandet års fængsel, det skriver Fagbladet 3F.
Oven i fængselsstraffen har han fået en bøde på over tre millioner kroner, og samtidig skylder han SKAT næsten 3,2 millioner kroner.
Entreprenøren baserede sin virksomhed på at hente masser af litauere. Dem betalte han sort. Derved blev han fristet til heller ikke at fortælle SKAT om en del af sin omsætning.
Unddragelserne drejer sig om arbejdsmarkedsbidrag for litauerne. Desuden har arbejdsgiveren betalt for lidt i moms og for lidt i skat.
Entreprenøren har i alt haft 58 forskellige litauere til at arbejde for sig. De udførte haveservice og anlægsopgaver. De arbejdede på en maskinstation, og de dyrkede bær og frugt.
SKAT har ved blandt andet ransagninger hos arbejdsgiveren fundet ud af, at der er foregået systematisk kriminalitet. Arbejdsgiveren udbetalte næsten fem millioner kroner i løn uden at indberette det.
Det er tvivlsomt, om samfundet nogensinde modtager de penge entreprenøren skylder.
Efter SKAT begyndte at efterforske sagen, er han gået konkurs.