Akutfunktionerne i Svendborg, Næstved og Holstebro bliver måske alligevel bevaret.
Det vil nemlig være kravet fra Enhedslisten til en ny Socialdemokratisk ledet regering.
Tidligere i dag måtte kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen opgive at få opfyldt samme krav.
"Det er rigtigt ærgerligt, at regeringen har fejet ønsket om at bevare de lokale akutmodtagelser af bordet. For dermed er det sidste håb om at bevare akutfunktionerne væk, hvis de borgerlige vinder det kommende folketingsvalg," siger Enhedslistens sundhedsordfører Per Clausen.
Hvis det lykkes at få en ny socialdemokratisk regering, så vil Enhedslisten rejse kravet på ny.
"Og som det ser ud nu, sidder vi med de afgørende mandater, så jeg tror på, at vi kan komme igennem med det," siger Per Clausen.
Han mener, at det er afgørende for borgerne, at både fødegange og akutmodtagelser findes inden for en rimelig afstand. Også selvom man ikke bor i én af de store byer.
"Det kan være fornuftigt nok at samle de avancerede behandlinger på de store sygehuse. Men når det kommer til akutfunktioner, fødsler og anden almindelig behandling, så er der ingen gode argumenter for centralisering. Tværtimod er erfaringen, at patienttilfredsheden falder og udgifterne vokser," siger Per Clausen.