Enhedslisten kan ånde lettet op. Partiet undgår nemlig at ryge i retten for at have reklameret for en indsamling til terrororganisationen PFLP.
Det vurderer juraprofessor ved Copenhagen Business School, Vagn Greve.
"Det er meningsløst at tale om straffeansvar, hvis der er tale om, at de (Enhedslisten, red.) ikke har gennemskuet, hvad det, de har lagt på hjemmesiden, har drejet sig om," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Indlægget, som hele debatten drejer sig om, er nemlig kamufleret i partiets kalender som en 80-års fødselsdagfest. Men af indlægget fremgår det direkte, at "overskuddet går ubeskåret og ubetinget til PFLP."
Enhedslistens Line Barfod kalder indlægget for en "beklagelig fejl" og siger til Berlingske Tidende, at partiet ikke støtter PFLP, og at de tager skarp afstand fra voldelige organisationer.
Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, vil dog alligevel have justitsminister Brian Mikkelsen (K) til at se på, om Enhedslisten har overtrådt terrorloven.
Juraprofesser Vagn Greve mener, at det umiddelbart er svært at vurdere, om partiet har været klar over indlæggets indhold.
"Den måde, de har reageret på ved at undskylde og tage det af, peger jo i retning af, at det er noget overraskende for dem selv. Så jeg mener ikke, at de umiddelbart kan straffes," siger han.