Dagens forhandlinger om budgetloven bliver uden Enhedslisten. For partiet mener ganske enkelt ikke, at de har noget at gøre ved finansministerens bord i denne sag.
"Vi har drøftet det med finansministeren og fortalt ham vores holdning. Derfor giver det ikke mening at indbyde os, når de andre partier er stort set enige," siger finansordfører Frank Aaen (Ø) til Newspaq.
Budgetloven har til formål at sætte meget strenge krav til statens og kommunernes økonomistyring. Især kommunerne skal holdes ekstra meget i ørerne og straffes økonomisk, hvis de overskrider budgetterne.
"Vi er uenige i, at staten skal have større magt over kommunernes økonomi," siger Aaen.
Der er også en anden vigtig ting, som ifølge Enhedslisten umuliggør deres deltagelse i budgetloven.
"Det her er en del af finanspagten, som kan indbringes over for EU-domstolen. Der er vi grundlæggende uenige i, at EU skal have større magt over Danmarks finanspoliti," forklarer han.
Budgetloven bliver én af årets vigtigste og største love i Danmark. Men selvom støttepartiet står uden for, rasler de ikke med sablen over for regeringen.
"Vi har stillet alle mulige krav, men desværre har regeringen mere travlt med at få flertal med Venstre, end de har med os. Derfor bliver deres politik ringere end den, de selv foreslog, men at vælte dem og bringe Venstre til magten vil bare gøre den første politik endnu ringere," slår han fast.
Dog vil Frank Aaen ikke kalde Enhedslisten for et støtteparti længere.
"Vi er regeringens parlamentariske grundlag, men vi støtter dem jo ikke alt. Vi er ikke regeringens støtteparti; den formulering bruger vi ikke længere," lyder det fra Enhedslistens finansordfører.
I dag klokken 13:30 sætter alle Folketingets andre partier sig til forhandlingsbordet hos finansminister Bjarne Corydon (S).
Trods fraværet glæder Enhedslisten sig til de kommende aftaler, hvor partiet forventer selv at blive indbudt.
"Der kommer kommuneaftalen og skatteloven. Jeg tvivler især på, at regeringen kan lave en skatteaftale sammen med Venstre," slutter Frank Aaen.