Regeringens støtteparti stoler ikke på toppen af forsvaret, og de kræver nu, at de sendes hjem i sofaen.
Der skal de blive indtil der er klarhed om mulig vildledning af Folketinget i sagen om forkerte svar om antallet af irakiske fanger.
"Vi kan ikke have personer siddende i ledende stillinger i forsvaret, som har udvist sådan en foragt for folkestyret. Hvis vi i fremtiden skal kunne regne med, at forsvaret taler sandt for Folketinget, er forsvarsministeren nødt til at statuere et klart eksempel i denne her sag," siger forsvarsordfører Nikolaj Villumsen.
Den skarpe tone kommer efter, en højtstående officer - ifølge et notat - har ændret antallet af irakiske fanger taget af danske soldater fra 500 til 198 i 2007 i et svar til Folketinget.
Enhedslistens ordfører mener ikke, at sagen kan vente med at få konsekvenser til efter den Irak-undersøgelse, som regeringen har lovet.
"Derfor vil jeg nu bede Ministeren om en redegørelse for, hvem i forsvaret der har været vidende om vildledningen af Folketinget uden at rapportere opad, og hvilke skridt han vil tage overfor dem," siger Nikolaj Villumsen, som understreger, at han ikke nærer mistillid til ansatte og soldater i forsvaret. Det drejer sig kun om toppen.
"Det allervigtigste er derfor også at finde ud af om tidligere forsvarsministre har haft viden om, eller ligefrem har opfordret til vildledningen af Folketinget," slutter han.