Det er ikke nok, at Danmark anerkender FN's menneskerettigheder. De skal også skrives helt ind i dansk lovgivning.
Det mener Enhedslisten, der nu vil tage spørgsmålet om med justitsminister Morten Bødskov (S), skriver Information.
"Reglerne tages ikke altid alvorligt, og skiftende regeringer har fået lov til at bestemme, hvorvidt de internationale afgørelser overhovedet skal tages alvorligt," siger Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper til Information.
Hos Dokumentations- og rådgivningscentret om racediskrimination, som selv har vundet sager ved FN's racediskriminationskomité, mener centerleder Niels-Erik Hansen også, at regeringen skal tage sagen op.
"Vi håber, at ministeren nu vil tage det op igen og se fordomsfrit på sagerne. Den tidligere justitsminister fik lavet en betænkning, som blev færdig i 2001-02, men som VK-regeringen smed i skraldespanden. I den opfordres der til f.eks. at inkorporere FN's regler om race-diskrimination," siger Niels-Erik Hansen til Information.
I en skriftlig kommentar til Information oplyser justitsminister Morten Bødskov, at
regeringen er i færd med at se på området.