“Jeg kollapsede i køkkenet derhjemme. Kroppen stod simpelthen af. I ugerne bagefter kunne jeg ikke finde ud af helt simple ting som at børste tænder, gå i bad, smøre madder eller drikke. Mine forældre var nødt til at passe mig 24 timer i døgnet den første tid.”
Sådan beskriver Kirsten Fletgaard den tid, da hun krøllede sammen under et kæmpe pres.
Hun var dengang og nu kontorfunktionær i Undervisningsministeriet. Her og i en række andre ministerier føler mange medarbejdere sig stressede, og nogle knækker under presset. Det viser en afdækning foretaget af Ugebrevet A4 via aktindsigt i målinger af stress.
Læs i Ugebrevet A4: Regeringen stresser sine ansatte
‘Jeg kom sent hjem fra job hver dag’
Kirsten Fletgaard fortæller om tiden, før det gik galt i 2005:
“Jeg var i et økonomikontor, hvor vi havde travlt med at lave finanslov, så jeg kom sent hjem fra job hver dag. Samtidig var jeg i gang med en diplomuddannelse, som i sig selv gav mig 20-30 timers arbejde om ugen - altså næsten et fuldtidsjob i sig selv.”
På hjemmefronten var der også udfordringer.
”Samtidig havde jeg næsten lige mødt min nuværende mand og skulle have en sammenbragt familie til at fungere.”
Kirsten beskriver situationen med en vending om, "at der ikke var nok timer i døgnet” og fortæller:
“Hver nat sad jeg og læste til uddannelsen, og til sidst kunne jeg slet ikke sove. De sidste seks uger, før jeg kollapsede, havde jeg i bogstaveligste forstand ikke sovet, for det kværnede rundt i hovedet på mig.”
En søndag hjemme i køkkenet faldt Kirsten uden varsel om. Tiden herefter står i et grumset skær i hendes erindring.
“Den første tid husker jeg næsten ingenting fra. Hjernen var gået fuldstændig i sort.”
”Jeg kom ned og veje 32 kilo”
Kirstens forældre tog fri fra arbejde for at hjælpe hende. De tog hende med op i deres sommerhus ved Sejerøbugten, så ”min kæreste og børn fik ro til at passe job og skole hjemme i Taastrup.”
Døgnet rundt i fire uger passede forældrene Kirsten, som ellers var 44 år og vant til at klare alting selv.
“De måtte hjælpe mig, som var jeg et to-årigt barn, for at jeg fik noget at spise. Alligevel tabte og tabte jeg mig, så jeg kom ned og veje 32 kilo. Huden omkring mine fingre og tæer faldt af.”
En ting var, at sammenbruddet sendte hendes krop ud i tovene. Det var værre med sjælen.
“Det værste var, at mine følelser var væk. Jeg havde ingen glæde eller sorg. Jeg var tom indeni. Jeg kan huske, at jeg var bange for, om følelserne nogensinde kom igen.”
“Mine to drenge kom én af gangen på besøg hver weekend i sommerhuset. Men jeg følte ingen glæde over, at de kom. Sådan var det den gang med dem, der ellers betyder mest i mit liv.”
“Jeg trængte til luft”
Efterhånden, som dagene gik i sommerhuset, kom Kirsten til hægterne. Hun begyndte at gå lange ture.
“Jeg gik og gik og gik. Jeg trængte til luft og kunne ikke holde ud at være sammen med andre mennesker.”
Heldigvis fik hun det bedre med tiden og med familiens, lægens og psykologens hjælp. Efter et halvt års sygdom kom hun langsomt tilbage til ministeriet.
I dag møder hun folk med levende blå øjne og går ikke af vejen for skarpe bemærkninger. Men alt er ikke som før.
”Jeg har fået et varigt mén på min hukommelse. Jeg må konstant have en liste, hvor jeg skriver alt det ned, som jeg skal huske.”
”På den hårde måde har jeg lært mine egne signaler på stress. Eksempelvis hvis jeg rejser mig og går ud af kontoret og så i samme øjeblik har glemt, hvad det var, jeg skulle. Så ved jeg, at nu skal jeg passe på.”
”De skal ofte gennem et helvede”
I dag er Kirsten Fletgaard, der er tillidskvinde for HK’erne i ministeriet, meget opmærksom på kolleger, der viser tegn på stress.
“Jeg kender mange af signalerne og holder mig ikke tilbage med at sige til kolleger, at nu skal de gå hjem og slappe af.”
Desværre oplever hun, at der er flere kolleger i ministeriet, som bliver sygemeldt på grund af stress.
“Det gør ekstra ondt på mig, når kolleger går ned med stress. For jeg ved, at de ofte skal gennem et helvede.”