For mange er netop denne årstid ensbetydende med, at vi går lysere tider i møde. Men for et stort antal børnefamilier ser udsigten alt andet end lys ud.
For når regeringens stramninger af kontanthjælpsreglerne træder i kraft til sommer, vil et stort antal familier have udsigt til et liv i fattigdom, skriver Politiken.
"At flere falder for reglen, kommer til at betyde, at gruppen af fattige danskere vil vokse. De familier, der må klare sig for én kontanthjælp, har et rådighedsbeløb, der ligger under alle grænser," siger Adam Johansen, der er lektor på Socialrådgiveruddannelserne Metropol til avisen.
I løbet af de seneste tre måneder har Københavns Kommune sendt varslingsbreve ud til 124 borgere om, at deres ægtefælles kontanthjælp fra juli ikke længere vil blive udbetalt.
Her til skal lægges at kommunen i forbindelse med overgangen til det nye regelsæt i december sendte 800 varslinger ud på en gang.
Det betyder, at ti gange så mange har udsigt til at miste kontanthjælpen i 2011, end det var tilfældet sidste år.