Meningsmålingerne i Europa har aldrig været i tvivl: Hvis de europæiske vælgere havde haft stemmeret i USA, var Barack Obama blevet genvalgt med et brag.
Men europæerne kan meget vel gå hen og blive grueligt skuffede igen, mener et par eksperter i transatlantiske forhold, nu da demokraten har sikret sig yderligere fire år i Det Hvide Hus takket være sejre i flere vigtige svingstater.
- Der drages et lettelsens suk på den anden side af Atlanterhavet på grund af frygt for, at en Romney-administration ville ligne Bush-administrationen for meget.
- Men jeg tror nu ikke, Obama vil ændre kurs over for Europa, siger amerikanske Charles Kupchan fra tænketanken Council on Foreign Relations i Washington.
Så selv om Obama nu burde kunne agere mere frit politisk, fordi han nu ikke længere skal tænke på sit genvalg, forventer Kupchan ikke, at han vil levere noget nyt på de sager, der står øverst på dagsordenen i Europa.
EU skal ikke vente penge fra USA til at håndtere krisen. Heller ikke noget nyt i forhold til de engang så kontroversielle sager om behandlingen af USA's terrorfanger i blandt andet Guantanamo, hvor Obama ifølge Kupchan "gjorde sit bedste - og det gik bare ikke".
Og Europa skal næppe heller forvente en radikal ny amerikansk tilgang til klimaforandringer.
Selv om Obama ifølge Kupchan måske vil benytte orkanen Sandy til at prøve at sætte klimaet på dagsordenen, regner hverken han eller Jan Techau, der er chef for den udenrigspolitiske tænketank Carnegie Europe i Bruxelles, med, at Kongressen rokker sig.
Så demokratens anden præsidentperiode vil blive domineret af indenrigspolitiske sager.
- De sager, der står Obamas hjerte nær, har for det meste ikke noget med Europa at gøre og er heller ikke noget, der interesserer europæerne særlig meget, siger tyske Techau og fortsætter:
- Og i det omfang, han har vundet politisk kapital, skal den bruges i den hjemlige økonomi.
Den europæiske ekspert har dog ét stort håb til en genvalgt Obama: At han vil gøre mere for at dyrke det personlige forhold til Europas politiske ledere.
- Det er ikke noget, han har gjort meget ud af hidtil. Men måske det kan ændre sig, siger Techau.
/ritzau/