Skatteministerens undersøgelse af Helle Thornings skattesag skal se på tidligere statsminister Lars Løkkes (V) rolle i sagen.
Det vurderer forskningschef Roger Buch fra Danmarks Journalisthøjskole, efter det er kommet frem, at daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) angiveligt har forsøgt at påvirke Skats afgørelse i sagen om Thornings mand skal betale skat i Danmark.
"Den her sag vil komme til at hænge over dansk politik og særligt Venstre indtil det er undersøgt, hvem der vidste og gjorde hvad hvornår. Særligt Troels Lund og hans rådgiver, men også Lars Løkkes rolle," siger Roger Buch til Newspaq.
Han forudser et langt forløb med afhøringer af blandt andet nuværende departementschef i Skatteministeriet Peter Loft, Troels Lund Poulsen og hans spindoktor. Alle skal udtale sig under vidneansvar.
"Noget af det Troels Lund Poulsen vil blive spurgt om, er, hvad statsminister Lars Løkke blev orienteret om, hvis han blev orienteret, og hvornår det i så fald skete," siger forskningschefen.
Peter Loft har ifølge skatteminister Thor Möger (SF) fået et notat, der prøvede at dreje afgørelsen fra Skat, så den blev ugunstig for Helle Thorning. Og det kan meget vel have været kræfter i Venstre, som har lavet notatet, vurderer Roger Buch.
"Peter Loft kan have fået notatet via en mellemmand, og der er en oplagt mulighed for, at det er Troels Lund Poulsen eller hans spindoktor, som har givet det videre," siger han.
Der vurderes at gå flere år, før undersøgelseskommissionen er færdig med sit arbejde.