Foto: Anne Romanelli, Mama.dk, Aller Media
En stor del af livet med børnene går op i at måle og veje og ligeligt fordele tid, opmærksomhed, kærlighed, slik og tøj. Men vi gør børnene en bjørnetjeneste, hvis vi tror, at de har bedst af få lige meget af alt, altid.
I virkeligheden bør vi ikke frygte forskelsbehandling så meget, mener Erla Højsted, der er psykolog og driver en familierådgivningsvirksomhed. Det handler i stedet om at møde det enkelte barns konkrete behov.
En sikker vej til utilfredshed
Hvis du altid forsøger at dele sol og vind lige, vil du ud over at stresse dig selv, med garanti opleve at dine børn alligevel bliver utilfredse.
Her er de syv største synder i børneopdragelsen. Se dem på Mama.dk
- Det, du har at give som forælder, bliver en vare, som børnene har krav på at få lige meget af. Din kærlighed, din tid og din opmærksomhed bliver materialiseret – og du kommer til at give af pligt, af retfærdighed og af hensyn til ligebehandlings-principper, mener Erla Højsted.
Opfylder ingen børns behov
For at give et konkret eksempel på, hvordan det i den grad kan give bagslag at forsøge at ligebehandle sine børn, kommer Erla Højsted med et scenarie fra sit eget liv:
- Jeg har en stor pige og to mindre drenge. De har forskellige søvnbehov og forskellige rytmer, når det gælder putning. Drengene puttes tidligere, og de behøver mere hjælp. Storesøster sover mindre og har ikke brug for så meget hjælp.
Ekspert: Børn skal tidligere i seng. Se hvorfor på Mama.dk
Det har affødt to slags diskussioner hjemme hos os:
1) Mine sønner mente, at det var unfair, at de skulle tidligere i seng.
2) Storesøster mente, at det var unfair, at hun fik mindre tid og opmærksomhed.
Og fra hver deres perspektiv og et lige-meget-lige-længe millimeterdemokratisk perspektiv kan jeg da godt følge, at det kan føles unfair.
Men sagen er bare den, at hvis jeg putter dem samtidig og giver dem samme form for hjælp ved sengetid – så vil de ikke få det, de hver især har brug for. Det vil betyde, at mine drenge enten sover for lidt eller min datter for meget.
Derudover skal mine drenge enten løse en opgave alene, som er for svær for dem at løse ordentligt – eller min datter mister muligheden for at klare ting, som hun på sit alderstrin egentlig bør klare selv, forklarer Erla Højsted.
Indretning af børneværelset: Se de skønne DIY-løsninger på Mama.dk
Børnene skal nås, hvor de er
Når Erla Højsted taler om ulige behandling tænker hun altså på, at børns behov kan være forskellige, og det betyder også, at forældre skal behandle dem forskelligt. Ellers vil der være et af børnene, som på trods af at få det samme som søster eller bror, faktisk ikke får det han eller hun har brug for.
- I realiteternes forældreskab handler det om at behandle sine børn ulige – og fokusere på at give dem det, som de hver især har behov for. For børn har forskellige behov på forskellige tidspunkter – og det handler om at have øje for det enkelte barn. Det er ikke millimeterdemokrati. Det er retfærdigt og empatisk forældreskab, forklarer hun.