Efterskole bortviser 16 efter regelbrud og alkoholindtag

16 elever på Bernstorffsminde Efterskole på Fyn er bortvist. Tillid er blevet misbrugt, siger forstander.

Bernstorffsminde Efterskole mellem Faaborg og Kværndrup på Fyn har valgt at bortvise 16 elever.

Bortvisningerne kommer, efter at de pågældende elever har begået flere regelbrud - blandt indtag af alkohol.

Det oplyser efterskolen i en pressemeddelelse.

- Vi er utrolig ulykkelige over, at vi står med den her sag på Berns.

- Vi har stærke værdier, der går på kommunikation, vilje, udvikling og læring, og vi udviser en stor grad af tillid til vores elever.

- Den er blevet misbrugt, og ud over, at det nu har en konsekvens for hver af de berørte elever, går det ud over fællesskabet, siger forstander Lars Kirkegaard i pressemeddelelsen.

De 16 elever, der er blevet bortvist, får lov til at gå til eksamen, men vil ikke længere modtage undervisning på skolen, ligesom de ikke får lov til at deltage i afslutningen senere på sommeren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.