Den danske letvægtsfirer sled og slæbte og hentede OL-sølv, da der torsdag blev roet OL-finale i Rio.
Dermed har Guldfireren, som båden også kaldes, vundet medaljer ved samtlige OL siden Atlanta i 1996.
Den danske båd var oppe imod hård modstand, hvor specielt schweizerne ville blive vanskelige at hamle op med.
Schweiz endte med at tage guldet foran Danmark, mens Frankrig fik bronze.
I den danske båd sad Jacob Barsøe, Jacob Søgaard, Kasper Winther Jørgensen og Morten Jørgensen, og deres arbejde i fire år skulle kulminere.
Danskerne blev i semifinalen slået af den schweiziske båd, men en dansk medalje var langt fra umulig.
Efter 500 meter havde den danske båd en spinkel føring, men Guldfireren trak fra i en tæt kamp mod den schweiziske båd.
Efter 1000 meter var danskerne dog overhalet, og båden havde tre meter op til schweizerne, som holdt føringen hele vejen i mål.
Siden måtte danskerne på dramatisk vis ro deres allerbedste for at holde de fremadstormende franskmænd bag sig i kampen om sølvmedaljerne.
Guldfireren tog bronzemedaljer i 2012 i London og har vundet medaljer ved hvert OL siden 1996. Det er i alt blevet til tre guldmedaljer, en sølvmedalje og to bronzemedaljer siden OL i Atlanta.
/ritzau/