Det store tyske transportfirma Nagel Group A/S har valgt at opsige deres samarbejde med den danske vognmand Kurt Beier Transport efter afsløringer af, at firmaet lod filippinske chauffører leve i slum-lejr ved Padborg.
Nagel Group har en stor afdeling i Danmark samt 14 andre europæiske lande.
- Vi har nøje fulgt mediedækningen af denne sag og er kommet til konklusionen, at Kurt Beiers tilgang til tingene ikke opfylder vores standarder, og vi har derfor stoppet vores samarbejde med firmaet med øjeblikkelig virkning, siger Nils Ortmann, PR-chef i Nagel Group, til Lastbilmagasinet.
Det tyske firma er den anden transportvirksomhed, der har valgt at opsige deres aftale med Kurt Beier Transport efter den seneste tids afsløringer.
Også fragtfirmaet Leman har valgt at trække stikket på samarbejdet med den danske vognmand.
- Kurt Beier har skrevet under på en code of conduct, og det har firmaet ikke overholdt. Og derfor har vi afbrudt ethvert samarbejde, siger Birgitte Hansson, kommunikationschef i Leman Transport, til JydskeVestkysten.
Vognmand: Forhold var okay
Hos det danske vognmandsfirma N&K Spedition har man dog valgt at fortsætte samarbejdet med Kurt Beier.
Martin Gade Gregersen, administrerende direktør i N&K Spedition, har selv været på besøg i lejren, og han mener ikke, at der har været noget usædvanligt ved den lejr, som de filippinske chauffører har levet i.
- De forhold, som jeg har set, de bor under, er okay. De har toilet og bad og en seng at sove i, siger han til Fagbladet 3F.
Du synes ikke, det er kritisabelt, at filippinerne tjener så lidt og bor under så dårlige forhold?
- Kurt Beier overholder den gældende lovgivning, og det er det eneste, jeg forholder mig til. Det er klart, at hvis Kurt Beier eller andre samarbejdspartnere ikke overholder lovgivningen, så har vi et problem, siger Martin Gade Gregersen til Fagbladet 3F.