Når regeringen i dag fremlægger sit bud på, hvordan Danmarks budget skal hænge sammen i fremtiden, sker det på baggrund af, at der mangler 95 milliarder kroner i statskassen.
Det kommer til at præge finanslovsforslaget i form af nye afgifter på blandt andet usunde fødevarer og cigaretter, skriver TV 2 News.
En række af prisstigningerne står allerede klar.
En pakke cigaretter stiger med 3 kroner, en halv liter sodavand stiger med 50 øre, og en hel kasse øl stiger 7 kroner. Derudover bliver vin fremover 3,5 kroner dyrere per flaske, mens 100 g. chokolade stiger med 50 øre.
Afgiften på cigaretter er dog alt for lav, mener administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen.
"Forbundskommissionen foreslog for nogle år siden, at cigaretpriserne skal op omkring 50 kroner. Det ville betyde, at unge ikke startede med at ryge, og at op mod 30.000 danskere stoppede med at ryge," siger Leif Vestergaard Pedersen til Newspaq. Han glæder sig desuden over, at priserne på alkohol også stiger.
Finansloven åbner også for, at staten kan hente flere penge til statskassen via aktieoptioner. Nogle af de penge skal blandt andet bruges til at fjerne multimedieskatten og give gratis behandling til barnløse.
Kilde: TV 2 News