Regeringens trafikinvesteringsplan, der skal fastlægge trafikinvesteringerne frem til 2020, offentliggøres formentlig i næste uge.
Foruden et muligt salg af DSB erfarer Politiken, at regeringen vil oprette en såkaldt trafikinvesteringsfond, hvor penge fra salg af Scandlines Færger, en senere tilbagebetaling af Storebæltsbroen og indtægter fra roadpricing skal betale en del af fremtidens investeringer i trafik.
Dansk Folkeparti er ikke afvisende over for at sælge dele af DSB.
"Vi vil godt være med til at se på et salg af dele af DSB. Rent principielt er jeg ikke imod et salg, men vi skal selvfølgelig se nærmere på nogle beregninger," siger Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christiansen.
I alt skal politikerne finde omkring 80-100 milliarder kroner til at finansiere investeringerne. Det er endnu ikke opgjort, hvad et salg på 25 procent af DSB vil være værd for staten.