Det ser nu ud til, at danskerne landet over kan holde jul med deres kære.
De kan i hvert fald tage toget dertil.
Efter de 900 strejkende DSB-medarbejdere torsdag morgen genoptog arbejdet, melder togkoncernen nu ud, at juletrafikken er reddet.
"Juletrafikken er nogenlunde reddet. Særligt de store juledage, hvor der er mange kunder, der skal rejse mellem Jylland og Sjælland vil der være langt flere tog, der kommer ud og køre," siger Tony Bispeskov, trafikinformationschef hos DSB til Newspaq.
Det var ellers en dyster udsigt til mange aflyste og fyldte juletog, forklarer Tony Bisbeskov:
"Udsigten til den 22. og 23. december var før håndværkerne genoptog arbejdet, at der var relativt få pladser. Nu ser det ud til, at vi kan få i hvert fald væsentligt flere pladser, end vi havde kunnet, hvis arbejdsnedlæggelsen stadig havde været i kraft i næste uge."
Informationschefen oplyser, at hvis man har købt en pladsbillet inden DSB annullerede deres pladsreservation, så kan man regne med at den gælder.