140 DSB-ansatte må snart vinke farvel til deres job.
Afskedigelserne vil ramme bredt indenfor de centrale og decentrale administrative område, oplyser HK Stat.
Fyringerne skyldes bl.a., at DSB fra nytår opretter et nyt vedligeholdelsesselskab - der er en sammenlægning af værkstederne til S-tog og Fjern- og Regionaltog - og i den forbindelse kan høste nogle effektiviseringsfordele.
DSB har også meldt ud, at man vil opsige den såkaldte omstillingsgaranti, som giver medarbejderne en garanti på seks måneder med løn i forbindelse med, at deres job falder bort.
De ansattes organisation, HK Trafik & Jernbane, har dog efter et møde med DSB's ledelse fået gennemtrumfet, at de fyrede medarbejdere i denne afskedigelsesrunde fortsat vil være omfattet af garantien.
DSB's administrerende direktør, Søren Eriksen, siger til HK Stat, at "effektiviseringer vil blive gennemført i hele organisationen - helt ud i alle kroge".
Det er den anden store fyringsrunde i statsbanerne på under to år. I begyndelsen af 2009 mistede 200 ansatte i administrationen jobbet for at gøre DSB mere konkurrencedygtige.
Formand for HK Trafik & Jernbane, Andreas Hasle, er ked af, at en ny fyringsrunde er nødvendig.
"Effektiviseringerne bør gennemføres kontinuerligt, så vi ikke mere skal se store fyringsrunder. Risikoen for, at man skærer ind i benet ved sådanne runder, er overhængende," siger han.