DSB forlænger leje af dobbeltdækkertog
Passagerne kan tage plads i dobbeltdækkerne helt frem til 2017, oplyser DSB til Newspaq. Foto: Ole Lind / POLFOTO
Problemer med de udskældte IC4-tog får nu DSB til at leje 67 dobbeltdækkertog i yderligere fem år.

Det koster millioner, men ikke milliarder at forlænge lejen på 67 dobbeltdækkertog, fastslår DSB.

Men præcis hvor mange millioner i leje, kan DSB dog ikke oplyse.

Problemer med de berømte og berygtede IC4-tog får nu DSB til at leje dobbeltdækkertog i yderligere fem år.

Togene skulle have været leveret tilbage allerede næste år men på grund af problemerne med bremserne på IC4-togene, der netop er taget helt ud af drift, har DSB valgt at forlænge lejen.

Underdirektør i DSB Ove Dahl Kristensen afviser ikke, at DSB vil leje togene ud over de fem år.

"Vi tror jo på, at vi har glæde af de her vogne, både på den korte bane, men også på dem længere bane. Det kan jo ikke afvises, at vi får så mange passagerer, så vi får brug for dem i endnu længere tid," siger han til Newspaq.

DSB kan beholde dobbeltdækkertogene, fordi Finansudvalget har godkendt at lejen forlænges.