32.000 kroner. Så meget har den tidligere DSB-direktør Christian Roslev tjent for hver dag, han stod i spidsen for det økonomisk pressede DSB.
Det fremgår af en aktindigt, som Ekstra Bladet har fået i eks-direktørens løn.
Christian Roslev nåede kun at være DSB-direktør i 85 dage, indtil han selv sagde op af helbredsårsager og stoppede med øjeblikkelig virkning 24. oktober.
Et par uger forinden havde han sygemeldt sig hjemme i Vodskov ved Aalborg.
Alligevel bliver han de næste seks måneder belønnet med 1,8 millioner kroner - udover de 900.000 kroner, han fik i den korte periode, han var ansat.
Til Ekstra Bladet skriver DSB's bestyrelsesformand Peter Schütze i en mail, at reglerne er blevet fulgt.
"Det er med beklagelse, at vi måtte sige farvel til Christian Roslev, der er af helbredsmæssige grunde ønskede at stoppe som administrerende direktør. Vi har i den forbindelse fulgt reglerne og betalt ham i henhold til hans ansættelsesaftale og ud fra det faktum, at han selv har sagt sit job op," skriver Peter Schütze.
Christian Roslev har tidligere slået fast, at han ikke ønsker at tale yderligere med pressen.