DR higede efter et kulturelt fyrtårn - og fik en totalt ukendt jurist i stedet.
Men trods hun ligner en knasende tør embedsmandstype, skal man bestemt ikke undervurdere 47-årige Maria Rørbye Rønn, som bliver ny generalsekretær i Danmark Radio.
Det vurderer en stribe mediekommentatorer.
"Hun er skarp, bestemt ikke konfliktsky og kan blive en virkelig stærk generaldirektør - bare anderledes end forgængerne, hvilket ikke nødvendigvis er nogen ulempe," siger Hans Engell ifølge Mediawatch.
"Man går forkert i byen, hvis man tror, at bestyrelsesformand Michael Christiansen nu har ansat en anonym nikkedukke, for at kunne styrke formandsposten," fortsætter han.
Samme melding kommer fra Anker Brink Lund, professor i medieledelse ved CBS.
"Hun kommer indefra, og hun er kendt som en solid leder driftsmæssigt, som desuden er god til at lytte. Ingen kan på forhånd sætte hende i bås," siger han til Berlingske.
Politikens medieredaktør kalder Maria Rørbye Rønn, som har været ansat i DR siden 1995, for en "præmie-djøf'er". Hun er en "knalddygtig, velforberedt og beslutningsdygtig" chef, som forstår sig vældigt godt på personaleledelse og i øvrigt løber halvmarathon, lyder det.
Kilder: Mediawatch, Berlingske, Politiken