For et år siden fik Frank Ladegård Erichsen - kendt som bonderøven - konstateret sukkersyge, Diabetes 1.
Det var noget af et slag for en mand, der er vant til at klare al ting selv. Og den rejse, han har været ude på det seneset år, har lært ham meget.
"Selv om man har lært, at slå et dyr ihjel på 100 måder, og ved, hvordan man dyrker kartofler, er det pludselig ikke tilstrækkeligt for at sikre ens overlevelse. Og det har for mig været meget lærerigt," siger Frank Erichsen til Berlingske Søndag.
Bonderøven er nu tilbage på skærmen med sjette sæson af programmet fra Kastaniegården på Djursland. Det sendes nu på DR1 i stedet for DR2, hvor succesen begyndte i 2008.
Nu har programmet med Frank og kæresten Theresa Jessing, sønnen Johan og datteren Alma samlet op mod 900.000 seere og 100.000 venner på Facebook.
Og den store popularitet kan mærkes på Jyllands næse. Det er nemlig ikke usædvanligt, at fans af programmet slår vejen forbi gården og kigger ind. Men det er ikke uden problemer for familien, at være blevet kendt.
"Jeg er da beæret over, at de kommer forbi, men grænserne er blevet lidt uklare for, hvornår noget er privat, og hvornår noget er tv. Man kan jo heller ikke tillade sig at smide folk på porten, når de kommer forbi. Så det følger nok med, at man ikke længere kan tage solbad i sin have, uden at folk kigger med," siger Frank Erichsen til Berlingske.