I starten skulle den ni måneder gamle pige blot donere 82 milliliter blod fra navlesnoren for at redde sin alvorligt syge storebror. Blodet indeholder stamceller, som er nødvendige for brorens behandling, og pigen blev på ægstadiet særligt udvalgt, fordi hendes stamceller matcher brorens.
Nu planlægger lægerne også at tage noget af pigens knoglemarv, skriver Jyllands-posten. Indgrebet skal ske efter hendes første fødselsdag.
"Sådan bliver det. For at optimere muligheden for, at de transplanterede stamceller gror, vil vi både udtage knoglemarv og bruge navlesnorsblodet", fortæller professor og overlæge Carsten Heilmann, der er chef for den klinik på Rigshospitalet, hvor transplantationen skal foretages.
Indgrebet kræver både, at pigens helbred er stabilt - og at hendes forældre giver grønt lys.
Formanden for Det Etiske Råd, Jacob Birkler, minder om, at hensynet til det syge barns behov for hjælp ikke må gå ud over donorbarnet.
"Det er givet, at der er smerte og risici forbundet med indgrebet. Og her skal vi være meget varsomme, for barnet kan jo ikke blive spurgt, om det ønsker at medvirke," siger han.
I forbindelse med debatten om Danmarks første donorbarn barsler regeringen med en lovændring, så det fremover er Sundhedsstyrelsen, og ikke forældrene, der skal give tilladelse til, om et barn f.eks. må donere knoglemark til syge familiemedlemmer.
Kilde: jp.dk