Det var kampens mest kontroversielle situation, og den kom på et rigtigt skidt tidspunkt for Tine Baun.
Foran 20-18 i andet sæt af OL-kvartfinalen mod Saina Nehwal sendte inderen en bold ud over baglinjen. Det troede danskeren i hvert fald, men linjedommeren var af en anden mening.
- Jeg er helt sikker på, at den var ude. Jeg nåede at juble, og det gjorde, at jeg skulle finde fokus bagefter.
- Det gjorde det en lille smule svært, men jeg havde tre sætbolde i alt, og desværre fik jeg ikke udnyttet nogen af dem, siger Tine Baun.
Hun tabte de fire følgende bolde og dermed også kampen, som fik en rigtig skidt start for danskeren, der indtil da ikke havde følt, at hun havde spillet nogen stor turnering.
- Heldigvis synes jeg, at jeg slutter godt af. Jeg fandt til sidst det spil, som kan hamle op med asiaterne, siger Baun, som havde forventet sig mere af kvartfinalen.
- Det var den spiller, jeg måske følte, at jeg havde den bedste chance imod. Jeg greb bare ikke chancen, da den var der.
- Det er ærgerligt, men måske meget kendetegnende for, at hun har haft tur i den seneste måned, og hun tror på det. Det gør forskellen i dag, siger Tine Baun.
Trods den dårlige oplevelse har hun ikke mistet lysten til at spille badminton. Hun bliver dog ikke ved til OL i Rio.
- Jeg havde allerede gjort op med mig selv inden kampen, at det ikke var her, det skulle slutte. Og det er nok meget godt, for det ville have været en trist afslutning. Men jeg vil prøve at tage det positive med, siger hun.
Tine Baun deltog også ved de to foregående olympiske lege. I Beijing røg hun ud i 1/8-finalen til en indoneser, og i Athen måtte hun sige farvel allerede i første runde.
/ritzau/