Efter to dages retssag mod Erik Skov Pedersen er dommen klar. Tre års fængsel for svindel for næsten 5,5 millioner kroner.
Dommer Søren Holm Seerup har netop rejst sig og afsagt dommen i Retten i Lyngby.
Anklageren kræver, at dommen bliver ubetinget fængsel og så direkte i fængsel. Det afslog retten. Dermed kan Erik Skov Jensen køre hjem og afvente sin afsoning.
"I sådan en sag er det ikke rimeligt, at man tager hjem og slapper af med familien," sagde anklager Betine Engmark.
Erik Skov Pedersen modtog dommen upåvirket og uden nogen som helst form for chok eller tegn på følelse. Dog foldede han hænderne.
Erik Skov Pedersen skal betale 5,5 millioner kroner tilbage til KJ Ejendomsinvest, får konfiskeret sin computer og skal betale sagens omkostninger.
Forsvareren Mia Wagner og Erik Skov Pedersen udbad sig 14 dages betænkningstid.
Inden dommeren og de to domsmænds votering, der tog to og en halv time, sluttede Erik Skov Pedersen retssagen af med en kort bemærkning, hvor han angrede sagen.
"Jeg beklager, at så mange fornuftige mennesker skal bruge så kolossalt meget tid på det her, på den her dumhed. Jeg skylder mange mennesker en undskyldning både min familie og de forurettede. Det er, hvad jeg vil sige."
Anklager Betine Engmark havde krævet ubetinget fængsel i tre år og seks måneder.
Erik Skov Pedersens forsvarer Mia Wagner havde peget på frikendelse i de fleste forhold - og ellers betinget fængselsstraf og samfundstjeneste til Henriette Kjærs samlever.