Han fik fire måneders fængsel for at manipulere aktiekurser, stoppede som økonomisk redaktør på Penge & Privatøkonomi og debuterer nu som udgiver for sit eget magasin. Claus Forrai er ovenpå igen efter den største og mest opsigtsvækkende danske dom om kursmanipulation
Finansbureauets Nyhedsmagasin hedder bladet, der kan læses gratis på nettet, og første nummer er netop kommet på gaden. Eller kommet i cyberspace rettere sagt. For det findes kun i internetform.
Magasinet skal favne stofområderne erhvervspolitik, økonomisk analyse, privatøkonomi, investering og livsstil.
"Jeg har længe haft en drøm om at lave et magasin, der kombinerede de mest læseværdige ting fra et erhvervspolitisk magasin med de skarpeste og mest interessante elementer fra et privatøkonomisk magasin. Og nu, hvor jeg er blevet fri af kontraktlige forpligtigelser, gør jeg drømmen til virkelighed," skriver Claus Forrai i en pressemeddelelse.
Claus Forrai blev dømt for at eje aktier i de selskaber, han selv anbefalede i sine aktiekommentarer. Noget forlaget bag Penge & Privatøkonomi, Bonnier, ikke altid huskede at oplyse læserne.
"Jeg var naturligvis stærkt uenig i dommen, som blev anket på stedet," slår Forrai fast.
Du kan se første nummer af magasinet her