Er lille Madeleine i live?
Det spørgsmål har iaggtagere af sagen om den forsvundne britiske pige stillet igen og igen.
I dag kan to dna-test måske levere svaret.
Selvom portugisisk politi ifølge lokale medier arbejder ud fra en teori om, at Madeleine er død, kan dna-test kaste videnskabeligt lys over sagen.
Den første prøve giver svar på, om Madeleine virkelig har været i den belgiske by Tongeren 28. juli, sådan som et viden hævder. En kvinde er 100 procent sikker på , at hun så den lille pige i byen sammen med to voksne på en restaurant.
Dna-prøver fra en kop, som pigen skulle have drukket af, vil vise, om det virkelig var Madeleine. Resultatet kommer ifølge Sky News i dag.
Den anden prøve rummer svar på spørgsmålet om de nyligt opdagede blodpletter. Mandag fandt britisk politi blod på væggen i det hotelværelse i Portugal, som Madeleine blev kidnappet fra 3. maj i år.
Det er disse blodpletter, der ifølge en portugisisk avis får politiet til at formode, at Madeleine er blevet dræbt. Såkaldte lighunde reagerede nemlig på blodet.
Dna-testen vil vise, om blodet er Madeleines. Endnu har politiet ikke fortalt, hvornår de forventer at have et resultat klar.
Madeleines familie har dog ikke opgivet håbet. Madeleines far, Gerry McCann, skriver på sin blog, at han ikke har set noget bevis på, at Madeleine er kommet alvorligt til skade, og at familien stadig tror, at hun er i live .
Også i jagten på en formodet gerningsmand har sagen taget en ny drejning. Politiet bevæger sig ifølge portugisiske medier væk fra teorien om, at den 33-årige brite Robert Murat skulle være den skyldige. Han er den eneste person, der er officielt sigtet indtil videre, men ved en ransagning af hans hus mandag fandt politiet ud over en række børnepornofotografier intet konkret bevis, der kunne knytte ham til Madeleine.
På lørdag er det 100 dage siden, at Madeleine forsvandt fra sit hotelværelse i feriebyen Praia de Luz i Portugal, mens hendes forældre spiste middag på en nærliggende restaurant.