DM i svømning er normalt et roligt stævne, hvor der ikke er grund til at løfte øjenbrynene væsentligt, men det blev der lavet om på fredag.
Den 20-årige Rikke Møller Pedersen svømmede nemlig hurtigere, end nogen europæer har gjort før hende, da hun stillede op i 100 meter brystsvømning.
Tiden 1.04.59 var to sekunder bedre end hendes egen danske rekord, og tilmed gjorde den kål på russeren Valentina Artemijevas europarekord, der havde knap et år på bagen.
Det er ikke første gang, den talentfulde svømmer giver prøver på potentialet. Ved VM i sommer nåede hun overraskende finalen på samme distance og hentede en sjetteplads.
Hun har nu den fjerdehurtigste tid nogensinde på kortbane.
Europarekorden er den første sat af en dansker, siden Mette Jacobsen var indehaver af rekorden i 200 meter butterfly i 2003.