Jonathan Løw er iværksætter, foredragsholder og rådgiver indenfor innovation, iværksætteri og ledelse. Du kan følge Jonathan Løw’s arbejde på LinkedIn og Facebook.
HVAD ER I DINE øjne vigtigst? En Kattegatbro til 58 milliarder eller færre ældre mennesker, der ligger og sygner hen i deres egen afføring?
Jeg ved godt, hvad mit svar er, og hvis du mener, at de to ting ikke kan sammenlignes, så er det på tide med et wake-up call! I disse uger har Blå Blok igen åbnet op for at investere anslåede 58 milliarder kroner i en ny broforbindelse, kun for bilister, imellem Sjælland og Jylland. Men den sags visionære idéer er faktisk ikke forbeholdt de blå. Også Det Radikale Venstre bakker op omkring visionen og tilføjer, at tog da også bør kunne køre over broen. Det vil øge udgiften til 124 milliarder kroner, så de politiske fløje kappes altså i disse dage om at kunne bruge flest milliarder kroner på bropiller og infrastruktur.
Jeg er helt med på, at sådanne ambitiøse byggeprojekter tjenes ind over tid, men det er ærlig talt absurd i en tid, hvor ældre mennesker ligger og sygner hen i deres egen afføring, og hvor sygeplejersker går ned med stress på stribe, fordi de ikke har tid til kaffepauser. Det er grotesk at være vidne til sådanne politiske udmeldinger, når vi på samme tid konstant hører om velfærdsnedskæringer på daginstitutioner, skoler, sygehuse og plejehjem.
JEG KAN PÅ AVISEN.DK se rigtig mange offentligt ansatte, der klager over disse forhold. Problemet er imidlertid, at man som offentligt ansat nemt bliver mødt med det modargument, at man naturligvis kæmper for bedre vilkår til sig selv. Samtidig slutter diskussionerne sig ofte omkring sig selv, og det bliver en ideologisk fløjkamp, hvor de røde læsere herinde hurtigt bliver enige med hinanden, mens de blå erklærer sig uenige i medier som Børsen eller Finans.dk. Og så er vi lige vidt. Så har vi endnu en konflikt under opsejling.
Jeg er iværksætter med egen virksomhed, så jeg tilhører ud fra den optik det private. Men jeg er ærlig talt ligeglad, hvorvidt jeg er virksomhedsejer eller ej. Jeg bekymrer mig om noget langt mere grundlæggende: Nemlig den konstante snakken udenom i form af politiske argumenter fra begge fløje om, at man skam HAR tilført flere midler til omsorg og såkaldt varme hænder.
I Danmark strømmer medierne i disse uger over med historier omkring konflikt eller lockout, men ærlig talt er problemet langt større end den aktuelle ophedede debat omkring nogle få procenter mere eller mindre i løn. Det handler om, at vi som samfund ikke vælger at investere nok i de mennesker, der har mest brug for os. De syge og de ældre. Vi siger, at vi gør det, men vi gør det ikke i praksis!
I DET OFFENTLIGE er mennesker bl.a. ansat til netop det – at tage sig af andre, der ikke kan selv. Når mine gode private venner, fx sygeplejerskerne eller sosu-assistenterne, giver udtryk for deres frustration og bekymringer, så er det imidlertid ikke fagforeningernes lønkamp, de er optaget af. De er langt mere frustrerede og stressede over, at de fag, de er indenfor, har oplevet stadigt mindre tid og hænder til at gøre det, de virkelig brænder for. At yde omsorg for andre mennesker.
Vi burde derfor ikke primært slås om løn. Vi burde slås imod de dødssyge bortforklaringer omkring, at man fra politisk hold skam HAR tilført flere midler. JA, men tydeligvis ikke nok. Det svarer til at sige, at operationen gik godt, men patienten døde.
Der skal tilføres midler, indtil problemet er løst. Det er ikke mere kompliceret end det! Om det så kræver 10, 20, 50 eller 124 yderligere milliarder til at yde ordentlig omsorg for vores kæreste, det må vi finde ud af, efterhånden som vi skruer op for investeringen. Først når vi har nået målet omkring tilstrækkelig omsorg og tid til medmenneskelighed, kan vi være os selv bekendt. Indtil da burde al snak om nye broer forstumme én gang for alle.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.