Regeringen og dens støttepartier er kommet frem til en god finanslov, mener Karsten Dybvad, der er administrerende direktør i Dansk Industri.
Han ser aftalen som et udtryk for politisk handlekraft.
- Nu gælder det om at bygge videre på det og stå sammen om en god 2025-aftale, så Danmark også om 5, 10 og 20 år kan være et velstående samfund.
I Dansk Industri er man især tilfredse med, at finansloven ser ud til at skabe ro og stabilitet for danske virksomheder.
Også afskaffelsen af PSO-afgiften fra fredagens aftale om afskaffelsen af afgiften fremhæves af Karsten Dybvad som et punkt, der vil give et løft til danske virksomheders konkurrenceevne.
Hos Dansk Arbejdsgiverforening mener administrerende direktør Jacob Holbraad ikke, at finansloven tilbyder de reformer, der skal til for at sætte skub i den danske økonomi.
- Finansloven bidrager ikke afgørende til at løse Danmarks to store udfordringer: Lav vækst og mangel på arbejdskraft, siger han.
- Dette øger behovet for ambitiøse reformer fremover, herunder en ambitiøs 2025-plan efter finanslovsaftalen.
Også Jens Klarskov, der er administrerende direktør i Dansk Erhverv, ser gerne, at politikerne fortsætter arbejdet.
- Det er godt, at vores politikere med finansloven har vist, at de har arbejdstøjet på, og nu er det meget vigtigt, at de beholder det på og arbejder videre, så vi kan sikre vækst og velfærd, også i fremtiden, siger han.
Han fremhæver blandt andet behovet for at gøre det mere attraktivt for erhvervslivet at investere i Danmark.
/ritzau/