I ti år har Dansk Folkeparti med Pia Kjærsgaard i spidsen udgjort det parlamentariske grundlag for en VK-regering, men det er nu helt udelukket.
DF-lederen lader dog en lille dør stå på klem for igen at bakke en VK-regering op, det kræver blot flere vælgere, der stemmer på de Konservative end ved valget for halvanden uge siden, ydermere skal K opbygge et bedre forhold til Dansk Folkeparti, skriver Berlingske
"Det vil være fuldstændig utopi at pege på et regeringsparti, der ligger så lavt og i øvrigt altid har vendt os ryggen," siger Pia Kjærsgaard til avisen.
Reaktionen fra Pia Kjærsgaard kommer oven på, at Venstre i gårsdagens Berlingske ikke længere ville sige, at de støtter en VK-regering, men kun ville lægge sig fast på, at Venstres leder Lars Løkke Rasmussen skal være statsminister efter næste valg.
"Det ville også være til grin, hvis de gik til valg på en VK-regering næste gang. Så jeg forstår udmærket Venstre, hvis de alene siger, at "vi skal have Lars Løkke Rasmussen som statsminister" og ikke vil kommentere yderligere. Jeg tror ikke på en VK-regering," siger DF-lederen.
Kilde: Berlingske