Danskkurser og mere uddannelse.
Det skal bringe flere indvandrere i arbejde og penge i statskassen, mener Dansk Folkeparti.
Ifølge Berlingske forventer partiet, at forslaget kan give 12 milliarder til den danske statskasse inden 2020.
"Samfundet får mere gavn af, at en ikke-vestlig indvandrer kommer ud på arbejdsmarkedet og kan være der i mange år, end at en efterlønner tager et år mere. Vores krav er, at vi skal have langt flere ikke-vestlige indvandrere i job," forklarer Peter Skaarup over for avisen.
Forslaget kommer netop som regeringen i den kommende uge forventes at præsentere sin 2020-plan.
Men DF skal ikke regne med, at hele 12 mia. kroner kan findes på området på blot ni år, mener Erik Bonnerup. der er tidligere formand for regeringens integrationstænketank.
Og når det kommer til integrationen, så er det vigtigt at huske, at der skal gribes tidligt ind, påpeger han.
"Der skal sættes ind, før børnene overhovedet kommer i skole. Det er dér, du får grundlagt sproget. Alt der sker senere kan være nødvendigt, men det er dybest set at kurere symptomerne," siger Bonnerup til Newspaq.
Erik Bonnerup mener dog, at forslaget er et skridt i den rigtige retning.
Kilde: Berlingske