Dansk Folkeparti vil fortsat sidde med ved bordet over for regeringen, når folkeskoleforhandlingerne fortsætter torsdag formiddag.
Ifølge partiets børne- og undervisningsordfører, Alex Ahrendtsen, skal de sidste emner tales igennem blandt partifællerne torsdag morgen, men han regner stærkt med, at Dansk Folkeparti fortsat er med ved forhandlingsbordet.
- Vi ender nok med at sige, at der er grundlag for at fortsætte forhandlingerne. Men der er fortsat en række spørgsmål, vi skal have svar på, for eksempel hvordan økonomien ser ud, hvordan timerne skal indrettes og så videre.
Det siger Alex Ahrendtsen, som onsdag fik en timeout i forhandlingerne for at kunne se nærmere på et nyt forhandlingsudspil fra regeringen.
- Vi har set på, om regeringens udspil imødekommer vores forventninger, så vi kan få en skole, der er baseret på høj faglighed, lærerstyret undervisning samt ro og struktur i klasserne, siger Alex Ahrendtsen.
Han vil ikke sige noget om, hvad der konkret er på bordet, og hvor de største knaster i forhandlingerne er lige nu, men i forhold til usikkerheden om økonomien siger han:
- Det kommer meget an på, hvordan timerne bliver tilrettelagt. Hvis det fortsat er aktivitetstimer, vi snakker om, så er økonomen jo en helt anden, end hvis det er reelle undervisningstimer.
- Det er sådan noget af det, der skal afklares i løbet af den kommende tid, siger Alex Ahrendtsen.
Hovedpunkterne i regeringens udspil til en reform af folkeskolen er en længere skoledag, som vil betyde mere undervisning i især dansk og matematik.
Det skal også give plads til aktivitetstimer, hvor pædagoger og lærere skal hjælpe med lektier og understøtte leg og bevægelse.
Forligskredsen består ud over regeringen af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, og alle partier skal være enige om reformen, hvis en aftale skal falde på plads inden et fremtidigt folketingsvalg.
Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti er indstillet på en længere skoledag, men de presser på for at få aktivitetstimerne ud af reformen.
Onsdag kom det frem, at regeringen tilsyneladende er parat til at droppe aktivitetstimerne til fordel for mere dansk og matematik.
Den nye reform skal efter planen træde i kraft i skoleåret 2014/15. Regeringen fremlagde sit forslag til reformen i december sidste år, og forhandlingerne begyndte efter nytår.
Forhandlingerne fortsætter torsdag klokken 12:30.
/ritzau/