Efter Birthe Rønn Hornbech skrev sit sydende Pia K-kritiske indlæg i weekenden, har mange politikere overalt på højrefløjen været ude og kritisere Kjærsgaard. De er trætte af hendes facon og udtalelser over for Tyskland.
Men det afholder ikke DF's Jesper Langballe fra i dag i et debatindlæg at angribe Tyskland igen. Indlægget kan ses som et modangreb på Birthe Rønn Hornbech. Det skriver Berlingske.
Langballe kritiserer Tyskland for at opføre sig helligt, fordi de vil have syndsforladelse for deres nazi-fortid og kalder landet for "en neurotisk nation."
Og man er efterhånden ved at være rigtig godt træt af Dansk Folkepartis utidige bemærkninger mod landet syd for grænsen i Venstre.
"Vi opfatter Tyskland som en rigtig god samarbejdspartner og tager skarpt afstand fra de sammenligninger omkring Nazityskland og de meget hårde udfald, der har været mod Tyskland," siger politisk ordfører Ellen Trane Nørby (V).
Jesper Langballe står dog ved sine ord.
"Når jeg siger, at det er en neurotisk nation, så er det ikke bare kritik. Det er en analyse, som også rummer noget medfølelse. Det er synd for tyskerne, at de til stadighed er plaget af deres egen nazifortid. Jeg synes, de skulle tage og glemme den. Det er ikke morsomt at lide af national neurose," siger han til Berlingske.
Kilde: b.dk