Transportministeriet og Københavns Kommune bliver beskyldt for at være inhabile i kraft af deres dobbeltroller som ejer og klageinstans af metrobyggeriet.
Men den konstellation har transportordfører i Dansk Folkeparti Kim Christiansen fuld tiltro til.
- Du kan godt kalde dem part i sagen, men mit helt klare indtryk er, at man tager de borgerhenvendelser og klager, der kommer, seriøst, og at man behandler dem fuldstændig objektivt.
- Jeg ser det ikke som noget problem. Klagerne bliver vurderet ud fra nogle værdier - så og så mange decibel må det larme - og det er en opgave, man vel er bedst til at varetage i Transportministeriet, siger Kim Christiansen til Ritzau.
Ordføreren påpeger, at det ville være at gå for vidt at oprette en selvstændig klageinstans. Blandt andet fordi der er tale om rent tekniske vurderinger, der kan måles.
- Jeg synes ikke, der skal ændres på reglerne, og jeg har aldrig været vidende om sager, hvor man kunne få en fornemmelse af, at Transportministeriet bevidst har vurderet til egen fordel, siger ordføreren.
Transportministeriet afviste i et notat fra 15. maj, at der var behov for en ny miljøvurdering, der ville kunne have forsinket metrobyggeriet.
- Jeg mener heller ikke, der har været behov for nye miljøvurderinger. Når vi har valgt at bygge en metro, så giver det nogle gener at have et så stort anlægsprojekt i en storby tæt op af mange boliger.
- I den forbindelse skal man ikke tage fejl af, at det er hjerteblod for nogle mennesker at kæmpe imod metroen, siger Kim Christiansen.
Københavns Kommune skal efter en høringsrunde tage stilling til, om aften- og nattearbejdet ved flere metrostationer kan genoptages, mens naboklagerne bliver behandlet i Natur- og Miljøklagenævnet.
Kommunen ejer 50 procent af Metroselskabet, og den bliver dermed ramt økonomisk, hvis metrobyggeriet bliver forsinket.
/ritzau/