Det er politisk chikane af værste skuffe, når EU's justitskommissær Viviane Reding vil indføre et direktiv, der pålægger børsnoterede virksomheder at indføre kvindekvoter i bestyrelserne.
Det siger Dansk Folkepartis erhvervsordfører Hans Kristian Skibby.
- Hvis EU-Parlamentet ender med at støtte forslaget, ser det virkelig sort ud for det frie initiativ i de private virksomheder i EU landene, siger Hans Kristian Skibby i en kommentar til forslaget, som søndag er omtalt i den tyske avis Welt am Sonntag.
- Alene det, at politikerne anser det som en politisk opgave at sanktionere store virksomheder som A.P. Møller-Mærsk og Novo Nordisk vidner jo om, at de politikere ikke aner en bjælde om, hvordan der er at drive store private virksomheder, fortsætter han.
Viviane Reding lægger op til, at 40 procent af bestyrelsesmedlemmerne i EU's større børsnoterede virksomheder skal være kvinder, når vi når til 2020. Ellers vanker der bøder og sanktioner.
Skibby kalder det et "tåbeligt direktivforslag".
- Man fratager de mange virksomheder grundlæggende rettigheder, og hvis man tror, at det på nogen måde vil fremme kvinders indtræden i bestyrelserne, tager man grundigt fejl.
- Kvinder ønsker jo ikke bestyrelsesposter på grund af et EU-direktiv, men på grund af deres faglige færdigheder, fastslår Hans Kristian Skibby.
Dansk Folkepartis ligestillingsordfører, Pia Adelsteen, har 12. september kaldt ligestillingsminister Manu Sareen (R) i samråd for at få svar på følgende spørgsmål:
- Mener regeringen, at det er EU's ansvar at opstille mål og angive metoder for, hvor mange kvinder der skal være i bestyrelser, eller skal det ske på nationalt plan?
Også Venstre raser mod EU-kommissærens planer.
/ritzau/