Der bliver ikke pillet ved de netop aftalte skatteregler og -satser i de næste 10 år.
I hvert fald ikke, hvis man spørger Dansk Folkeparti:
"Vi laver ikke det her med en indfasning frem til 2019, uden at vi synes, at det er dét, der skal laves. Og ikke andet, der skal laves. Så nej, der er bestemt ikke udsigt til, at der skal laves om på skattesystemet i de næste mange år," siger Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, ifølge Politiken.dk.
Samtidig understreger han, at der ikke kan laves ændringer af skattesystemet uden Dansk Folkeparti, så længe partiet har flertal sammen med VK-regeringen.
"I forhold til at lave konkrete ændringer, har de tre partier, der nu står bag skatteaftalen, bundet sig til at være enige, hvis der skal ske ændringer. Det betyder, at sandsynligheden for, at der kommer ændringer i skattesystemet igen er stort set ikkeeksisterende i mange år frem, hvis det flertal, der er på Christiansborg i dag, fortsætter," siger Kristian Thulesen Dahl.