Da jeg flyttede til København fra Vestjylland, fortalte mine nye venner mig gang på gang at det hedder 'sort', og ikke 'sårt'. I dag, efter næsten syv år i hovedstaden, skarver sko stadig, og jeg får en blæne i munden i stedet for en blist.
Det er ikke så underligt, forklarer sprogforsker fra Syddansk Universitet Michael Ejstrup, der er igang med en ph.d. om dialekter.
Dialekterne lever nemlig i bedste velgående. Vi bruger dem bare mest, når vi taler med ligesindede fra samme område som os selv.
»Dialekterne er bestemt ikke døde. De har bare forandret sig. I dag er der ingen, der taler ligesom Lille Per fra 'Far til fire' eller som fiskerne langs Vestkysten. Men det betyder ikke, at vi allesammen kommer til at tale ens. Der er stadig små finurligheder, der afslører, hvor vi er fra,« siger han og gætter efter få sekunders samtale på, at jeg er fra Jylland – men hverken Sønderjylland eller Nordjylland.
Dialekten træder frem
Han ender et sted mellem Limfjorden og Kolding, og det er da heller ikke helt forkert, men heller ikke helt rigtigt.
»Du har støvsuget din dialekt grundigt væk. Men det er ikke så underligt. Hvis man er en af dem, der kommer fra et sted, hvor man hele tiden får at vide, at dialekten lyder frygtelig, så får man ofte det reneste sprog,« siger Michael Ejstrup og fortsætter med at tale, imens jeg overvejer, om han med den sætning lige gav min hjemegn en sviner.
Michael Ejstrup mener til gengæld, at et skænderi med min far automatisk vil få det vestjyske frem i mit sprog.
Når vi er sammen med andre, der taler dialekt, eller når vi ikke tænker så meget over sproget, bruger vi nemlig mere dialekt, forklarer Michael Ejstrup og henviser til sin undersøgelse. Her skulle 35 grupper sidde overfor hinanden to og to. De var fra samme egn og fik til opgave at finde en næsten umulig fejl på en tegning. De kunne ikke se hinandens tegninger, men skulle tale sig frem til fejlene.
»Dialekten træder tydeligere frem, når de bare fokuserer på den forbandende opgave og bliver ligeglade med sproget. Men helt grundlæggende var der ikke én i undersøgelsen, der ikke havde dialekt. Mange tør bare kun tage deres dialekter frem, når de er i et trygt rum med andre, der taler dialekt lige som dem selv,« siger Michael Ejstrup.
En flok sprogfascister
Vi taler helst med dialekt, når vi er sammen med ligesindede. For når vi bevæger os udenfor kredsen, bliver vi mødt af en række fordomme, forklarer Michael Ejstrup.
Taler man med stærk jysk, fynsk eller bornholmsk dialekt, er man gammel og mindre intelligent, men man er til gengæld flink, hjælpsom og helt ok. Imens en der taler københavnsk eller det, man kalder 'fælles dansk', er ung, smart, veluddannet, men ikke nær så flink og slet ikke hjælpsom.
»Vi er faktisk lidt sprogfascistiske. Der er nogle job, man kun kan få, hvis man taler fælles dansk. Det er for eksempel svært at tage en gymnasielærer alvorligt, hvis han skal forklare et kemiforsøg på syngende bornholmsk.«
»Til gengæld tror vi på ham, hvis han er ved at forklare noget om sildefiskeri,« siger Michael Ejstrup, imens han på fornemste vis imiterer de forskellige dialekter og kommer med endnu et par eksempler på fordommene.
Ind med firetoget
»Når man hører nogen tale jysk i biografkøen i København, så tænker man, at de lige er kommet ind med firetoget og ikke er for kloge. Står der til gengæld en københavner i Netto i Ringkøbing og blærer sig med, at han kan skifte dæk, så spørger man ham alligevel ikke om hjælp, for man tror ikke, at han gider,« siger Michael Ejstrup og slutter interviewet med at give eksempler på de små finurligheder i mit sprog, der kunne få ham til at spotte min fødeby.
»Hvis du en gang imellem siger 'æ bil og æ hus' eller bruger det forkerte køn og siger 'en brød' i stedet for 'et brød'. Eller bare 'åpp på bordet' i stedet for 'oppe på bordet', så kan man høre, hvor du kommer fra.«
Jeg tror helt ærligt ikke, at jeg bruger nogle af de vendinger, men er ikke helt sikker. Og der skal bestemt ikke herske tvivl om, at der en gang imellem smutter lidt jyde ud af min mund. Man er vel fra Thyholm.
Å de tøvs a æ a så rieng.
(Og det synes jeg faktisk er meget godt. red.)
Sådan taler vi i Danmark
Sønderjylland: Her lægger de »bom,kørbes og pum(b)ler« i indkøbsvognen, mens de kan have »gaf« i strømpenog penge i deres »feck«. Det betyder, at der er slik, græskar og bolleri kurven, imens der er hul i strømpen og penge i lommen.
I Sønderjylland kan man også risikere at få et stykke franskbrød, når man beder om »kage«.
Sjælland:»Han har ikke uden to æbler« betyder, at han kun har to æbler. Og hvis»han har ikke nødig komme i morgen«, så behøver han ikke at komme imorgen.
Fyn: Her får børnene en ren »mølle«, når de får en ren numse.
Bornholm:»De har to bella. In horre og en pible,« betyder, at de har to børn. Endreng og en pige. Og når man sover middagssøvn, tager man en »sniva påsofaen«.
Vestjylland: Hvis man »vinder tre gange i streg«, så vinder man tre gange i træk.
Århus:Når man får tilbudt »en anden kartoffel,« behøver man ikke bytte den,man allerede har. Man får bare en til. Desuden kan man »spilde vandet«,selvom man bare smider det væk og ikke spilder det ved et uheld.
Jylland: Over hele jylland er man »glad ved noget« i stedet for at være glad for det.
Midtjylland: »Er du sur på ham? Ja, det skal jeg lige love dig med,« hedder det her.
København:Den unge generation kan finde på at sige »habibi« om deres kæreste. De»bad« ikke om noget i går, de »bedte om noget i går.«
Kilde: Michael Ejstrup