Justitsminister Morten Bødskov (S), havde en lille kanin i hatten, da han for kort tid siden præsenterede delaftalen på rets- og udlændingeområdet for årets finanslov. Udover regeringspartierne og Enhedslisten, var Liberal Alliance også med i aftalen, der således sikrer et bredt flertal på området.
Politisk ordfører, Simon Emil Ammitzbøll, er glad for, at Liberal Alliance hiver rets- og udlændingepolitikken i en mere liberal retning, siger han.
"Der er klare liberale punkter i aftalen. Blandt andet, at lømmelpakken skal diskuteres i forligskredsen. Den er noget af det mest uliberale, man har set i dansk retspolitik, med undtagelse af dele af terrorlovgivningen," siger Simon Emil Ammitzbøll og fortsætter,
"Desuden kan vi berolige de borgerlige vælgere med, at når aftalerne laves, så sidder der et borgerligt parti med ved bordet. Det er der mange, der er glade for, tror jeg."
Derudover nævner han grænsepolitikken, asylpolitikken og den egentlige afskaffelse af knivloven som dele af aftalen, de har trukket i en mere liberal retning. Og når det lykkes, er det ikke så vigtigt, hvem der ellers er med i aftalen, siger han.
"Det er ikke så vigtigt, hvem du samarbejder med, men hvad du samarbejder om," siger Simon Emil Ammitzbøll.
Han sagde samtidigt, at han også håber på, at Liberal Alliance kan være med på en delaftale om socialpolitikken.