Liberal Alliance må gøre noget. De seneste måneder er partiet raslet tilbage i meningsmålinger og kæmper derfor for at have vælgere nok til overhovedet at komme i Folketinget.
Tirsdag fremlagde partileder Anders Samuelsen og politisk ordfører Simon Emil Ammitzbøll en økonomisk plan på partiets sommergruppemøde i Fredensborg, der blev sendt live på TV2 News.
Planen skal ikke alene bringe Liberal Alliance ind i valgkampen, men også sikre den danske økonomis holdbarhed på blot fem år.
Ved at skære 40.000 offentlige medarbejde væk vil Liberal Alliance ikke bare gøre den offentlige sektor mere effektiv. De vil også finde penge til, at danskerne højst kan komme til at 40 procent i skat af deres løn.
Det samlede regnestykke for Liberal Alliances giver over de kommende fem år et overskud på omtrent 20 milliarder kroner og er ifølge partilederen "massivt overfinansieret".
Liberal Alliance foreslår desuden at skære i de midler som tilføres PET, Politiets Efterretningstjeneste.
Lige som statsministeren vil Liberal Alliance afskaffe regionerne, men det er ikke eneste tiltag, der skal afbureaukratisere det offentlige.
Såkaldte "solnedgangsklausuler" skal ifølge Ammitzbøll sikre borgernes frihed, i det alle nye love, der forbyder borgerne det ene eller andet, skal udløbe efter nogle år og på ny diskuteres i Folketinget.
De seneste meningsmålinger sender Liberal Alliancen ned i omegnen af 2,5 procent af stemmerne - kun en halv procent fra spærregrænsen.