Skrevet i samarbejde med Morten Runge, moru@avisen.dk

Da Den Kolde Krig var på sit højeste, og amerikanerne havde vundet kapløbet til månen, gjorde Sovjetunionen og USA skakbrættet til den nye symbolske kampplads.

I det kommunistiske regime blev der produceret skakmestre på samlebånd, men i starten af 1970 erne dukkede en ung amerikaner ved navn Bobby Fischer for alvor op på verdensscenen og udfordrede de russiske mestre.

Bobby Fischer døde i dag, 64 år gammel, men inden da nåede han at miste sin amerikanske heltestatus godt og grundigt. Han endte sit liv som islandsk statsborger – på øen, der lagde jord til hans livs største triumf.

Slog største dansker

At Bobby Fischer var en af verdenshistoriens største skakspillere, hersker der ingen tvivl om. Han ydmygede blandt andet den legendariske danske stormester Bent Larsen med en sejr på 6-0 i semifinalen ved verdensmesterskabet i 1971. Fischer endte med at vinde mesterskabet, og det banede vej for et af skakhistoriens største opgør: kampen mod den russiske stormester Boris Spasskij.

Fischer var berømt for sin stædighed, og da opgøret om verdensmesterskabet i 1972 skulle planlægges, insisterede han længe på, at det skulle ske i Jugoslavien. Efter en del tovtrækkeri endte kampen dog på Island, hvor den samlede verdenspresse troppede op for at berette om kampen.

Gal og genial

Efter en dramatisk kamp, hvor den krukkede Fischer flere gange var ved at gå i arrigskab på grund af småforstyrrelser, triumferede amerikaneren og vandt overbevisende. De amerikanske medier udråbte straks kampen til århundredets største og kanoniserede Fischer til folkehelt.

- Da han slog Spasskij under den Kolde Krig fik han masser af amerikanere til at spille skak. Det var ikke til at opdrive et skakspil i hele USA, siger den firedobbelte danmarksmester i skak Sune Berg Hansen og understreger, at Fischer både var gal og genial.

- Han er den næststørste personlighed i skak efter Garri Kasparov. Han adskilte sig fra andre, fordi han kunne se så mange træk frem.

9/11 var vidunderligt

Det politiske spil var Bobby Fischer til gengæld blind for. Da han 20 år efter sin triumf ville gentage kampen mod Spasskij i Jugoslavien på trods af en FN-embargo. Et skriftligt forbud fra USA spyttede han på for åbne kameraer, og de amerikanske myndigheder reagerede med en arrestordre. Fischer vendte ryggen til sit land.

I årene efter kvajede Fischer sig igen og igen i medierne. Han kaldte sig selv et offer for en jødisk konspiration , selvom begge hans forældre var jøder, men amerikanerne slog først for alvor hånden af ham, da han trådte på den ømmeste tå, som USA nogensinde har haft. Få timer efter terrorangrebet mod World Trade Center i 2001 blev han interviewet til filipinsk radio og udbrød:

- Det er da vidunderlige nyheder. Man får, som man fortjener, selv USA.

I 2005 skrev Bobby Fischer et brev til den islandske regering og søgte om statsborgerskab for at undgå at blive udleveret til USA. Island tog mod ham med åbne arme, og de to sidste år af sit liv holdt han lav profil i Reykjavik, hvor hele balladen startede en halv menneskealder tidligere.