Verdens ledere er på et topmøde i FN, netop blevet enige om at give, hvad der svarer til 230 milliarder kroner til at forbedre forholdene for fødende kvinder, så færre børn og mødre dør under fødslen.
FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, glæder sig over, at det i New York er lykkedes at komme et skridt videre i FNs mål om at halvere fattigdommen i verden inden år 2015.
"Vi ved, hvad der skal til for at redde kvinders og børns liv, og at kvinder og børn er har en afgørende rolle i alle 2015-målene," siger han.
Pengene kommer fra de rigeste lande i verden, men også fra rigmænd som Microsoft-stifteren Bill Gates. Men det er usikkert, om det rent faktisk er nye penge, der kommer på bordet.
"I de her dage er der rigtigt mange, der vil love rigtigt meget. Så man skal være en lille smule skeptisk og vente og se - hvad er det for penge, og hvor kommer de fra," mener Frans Mikael Jansen, der er generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke.
Han er dog glad for, at der endelig bliver sat fokus på problemet.
Pengene svarer til at redde 15 millioner børn fra at dø de næste fem år, og 740.000 kvinder fra at miste livet i barselssengen.