Staten tager sig godt betalt, når vi køber ny bil. Alt for godt, mener et stort flertal af danskerne.
Ifølge en meningsmåling, som Megafon har foretaget for TV
2 Nyhederne, synes tre ud af fire danskere, at bilafgifterne er for høje.
Samtidig går 92 procent af danskerne ind for at lade
miljørigtige biler slippe væsentligt billigere i afgift end biler, der sluger meget brændstof. Bilafgifterne har længe været et hedt emne på Christiansborg, og regeringen ventes inden sommerferien at fremlægge et forslag til en ændring af afgifterne, der tager større hensyn til belastningen af miljøet.
Her er ikke mindst de store firhjulstrækkere på gule plader, som stadig flere danskere kører rundt i, blandt de største syndere. Og netop firhjulstrækkernes afgift bør sættes i vejret, mener befolkningen.
58 procent af danskerne synes ifølge målingen, at bilafgiften på 30 procent for firhjulstrækkere på gule
plader til privat brug er for lav i forhold til afgiften på 180 procent for en almindelig personbil.