I filmens verden finder du mange slemme kvinder og luskede handyr, der med listig omhu anvender deres seksualitet til at opnå fordele på kontoret.
Men danske chefdyr behøver ikke at frygte for, at karriere-ivrige undersåtter slænger sig hen over deres skrivebord med et sultent blik i øjet.
Det viser en undersøgelse, som analysebureauet Wilke har foretaget for Avisen.dk blandt 506 danskere.
”For langt de fleste er det – heldigvis – fagligheden, de vil sætte i spil på arbejdspladsen. Ikke deres seksualitet,” siger lektor Kenneth Reinicke fra Roskilde Universitet, der blandt andet forsker i arbejdsmarked, køn og ligestilling.
Rungende nej til at bruge seksualitet
Der er – som det ofte er tilfældet – meget langt fra Hollywood-historierne til virkeligheden på danske arbejdspladser.
98 procent af de adspurgte danskere fortæller, at de aldrig har brugt deres seksualitet til at score lønforhøjelse eller andre job-relaterede herligheder.
"Det er da positivt. Det ville være trist, hvis folk, der ikke havde kompetencerne, kunne opnå bedre vilkår ved alene at spille på deres seksualitet," siger Kenneth Reinicke.
Én af 100 gør det!
Ud af 506 adspurgte svarede kun fem personer, at de faktisk havde brugt deres seksualitet til at opnå bedre ansættelsesforhold.
Men ifølge sexolog og parterapeut Signe V. Bentzen gør langt flere brug af deres seksualitet, end undersøgelsen tyder på.
"Folk er vældigt gode til at lyve for sig selv. Og hvis du spørger folk, om de med fuldt overlæg har brugt deres seksualitet til at få lønforhøjelse, vil de fleste afvise det.," siger Signe V. Bentzen.
"Men seksualitet er også charme, et sødt smil og gode vibrationer. På den måde gør langt flere brug af deres seksualitet - også i arbejdsrelaterede situationer."
Signe V. Bentzen ser intet forkert at bruge sin seksualitet til at opnå fordele på arbejdsmarkedet. Men det er også, fordi hun skelner skarpt mellem seksualitet og sex.
"Seksualitet er bredt. Det er fint at bruge den, fordi det er en del af, hvem du er. Sex er tilgengæld skidt at bruge for at opnå fordele," siger Signe Bentzen.