Der var hele tolv kilometer tilbage af løbet, da Rasmus Henning blev ramt af stærke kramper i benene.
Alligevel gennemførte den 34-årige dansker distancen og vandt Ironman China med tiden 8 timer, 53 minutter og 20 sekunder.
"Det er rigtig dejligt at vinde i dag, men jeg er skuffet over min løbetid," sagde Rasmus Henning ved målstregen med henvisning til sit maraton, som han gennemførte på tre timer og 38 minutter. Det skriver Politiken.dk.
Årsagen til løbetiden skyldes muligvis, at Rasmus Henning gennemførte de 180 kilometer cykling med en sådan fart, at de officials, der skulle have en madpakke parat til ham på ruten ikke var klar.
Dermed fik han ikke energidepoterne fyldt op, men krydsede alligevel målstregen i god tid, selvom han måtte skifte mellem løb og gang på de sidste ti kilometer af maratonen.
Sejren betyder også en kvalifikation til Ironman Hawaii i oktober.